Den gamle kedelcentral

Få meter fra Hospicebygningen over mod det gamle Skive sygehus ligger kedelcentralen. Bygningen rummede de gamle kedler, som har været med til at forsyne hospitalet med varme. Deres opgave er for længst udtjent, og bygningen stod og faldt hen. Det syntes vi, på Hospice, var synd, og også trist at se på. Vi indgik derfor en aftale med Region Midt og Hospitalsenhed Midt, om at overtage bygningen mod at vi satte den i stand.

Hospice Limfjord afholder kurser hvor man underviser sundhedspersonale som er ansat på sygehus, i hjemmeplejen og på plejehjem Det vil vi gerne fortsætte med, idet vi får mange positive tilkendegivelser om behovet, og vi vil også gerne udvide aktiviteten. Det er således vores tanke at benytte den gamle kedelcentral som et undervisnings-,  kursus- og mødehus, således at aktiviteterne ikke skaber forstyrrelse for patienter og pårørende i Hospice.

 

Kedelcentralen stod klar til vores 10 års jubilæum i maj 2017. På åbent hus dagene i anledning af vores jubilæum udskrev vi en konkurrence om navnet på Kedelcentralen. Ud fra de mange gode forslag faldt valget på "Kedelhuset".

 

Vi glæder os til at byde gæster og kursister velkommen i "Kedelhuset".

 

 

 

Copyright © 2017 - HospiceLimfjord.dk | All Rights Reserved